Pressemeddelelse:
De syv midt- og vestjyske borgmestre der udgør Business Region MidtVest, fremsatte i september et ønske om, at regeringen skal indføre et grønt udviklingsbidrag, som skal honorere de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling.
Det forslag bakkes nu op af yderligere 11 borgmestre fra de nordjyske kommuner, som udgør Business Region North Denmark, så der samlet set står 18 jyske borgmestre bag indstillingen.
”Det er kun ret og rimeligt, at de kommuner, som lægger jord til grønne energiprojekter, og dermed går forrest i den grønne omstilling, også bliver belønnet. Kigger vi ud over Danmarkskortet, så er det jo indtil videre os jyske kommuner, som i den grad er gået forrest i den grønne omstilling. Hvis vi skal fortsætte den udvikling, som vi rigtig gerne vil, så skal der også lande en økonomisk gevinst i kommunekasserne” siger Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands kommune og formand for Business Region North Denmark.
Borgmestrene opfordrer til, at der indføres et udviklingsbidrag til kommunerne, der baseres på en ny model efter norsk forbillede med indførelse af et bidrag på 4 øre pr. KWh grøn strøm produceret lokalt, hvor der tages udgangspunkt i den samlede årlige produktion af VE i kommunen. På den måde vil både eksisterende produktionskapacitet og ny produktionskapacitet udløse en indbetaling til kommunen. Det afviger fra regeringens landdistriktsudspil, der kun tager højde for ny produktion. Et løbende udviklingsbidrag vil ifølge borgmestrene sikre en belønning som kan styrke og drive udviklingen af VE på land.
Samlet set produceres 4 GWh strøm i Midt- og Vestjylland samt yderligere 3,2 GWh strøm i Nordjylland. Dette giver en samlet produktion på 7,2 GWh svarende til 52% af alt dansk grøn strøm.
”Vi kommuner har en kæmpe opgave i at hjælpe regeringen med at indfri deres klimamål, og den opgave hjælper vi meget gerne til med. Men det er ikke nogen nem opgave, for udover hele sagsbehandlingen med godkendelser af nye energiparker og ændringer i lokalplanerne, så er det os, der står i forreste linje i dialogen med naboerne til de nye energiparker. I den dialog har vi brug for mere end bare lovende ord om et grønt Danmark, derfor vil et grønt udviklingsbidrag være et økonomisk incitament, som kan indgå i argumentationen for, hvorfor vi skal have flere solceller og vindmøller her i vores kommune” siger Dorte West, borgmester i Herning kommune og formand for Business Region MidtVest.
Hun tilføjer, at pengene som udviklingsbidraget udløser ikke skal øremærkes, men skal være frie midler til kommunekassen, som kommunalpolitikerne frit kan fordele ud på f.eks. velfærd.
Sammenligner man de nationale grønne ambitioner og internationale forpligtelser, der er givet, med udrulningen af VE på land, så går det for langsomt. I 2023 blev der ifølge Green Power Denmarks klimabarometer således kun tilsluttet en kommerciel vindmølle på land, og her i 2024 vil der ifølge Viden Om Vind kun blive tilsluttet 12 vindmøller. De 11 i Jammerbugt Kommune og en i Lemvig Kommune. Derfor aktualiserer det behovet for samtalen om honorering af de kommuner, som går forrest i den grønne omstilling.
Finansieringen er på plads
Det løbende grønne udviklingsbidrag foreslås finansieret via elafgiften, hvor et beløb svarende til 4 øre pr. produceret KWh reserveres til kommunerne. Der skal ske en årlig afregning mellem stat og kommunerne med afsæt i Energistyrelsens overblik over produceret (MWh) eller installeret (MW) VE i den enkelte kommune. Nationalt vil det årlige provenu svare til ca. 557 mio. kr. med afsæt i 2023 produktionstal for sol og vind på land for hele Danmark. Det er med andre ord mere end en fordobling af den netop foreslåede bonusordning i det kommende landdistriktsudspil. Og det er ikke nye penge, der skal findes i de statslige regneark. Tværtimod drejer det sig om, at 4,6% af den nuværende indkrævning af elafgiften allokeres til denne model.
Der er mange fordele ved at veksle vindmøller til velfærd
Forslaget fra de nu 18 jyske borgmestre kan være medvirkende til at skabe større kapacitet og nye incitamenter til at understøtte udrulningen af VE på land. Kommuner som bidrager til samfundets grønne omstilling og indfrielse af de nationale klimamål, tilgodeses med et årligt udviklingsbidrag, på basis af den lokale VE-produktion, fordi;
- Udviklingsbidraget vil være et aktiv i, at Danmark styrker forudsætningerne for at nå sine reduktionsmål for Co2 i tide og samtidig investere i klimatilpasning og beskyttelse af biodiversitet gennem investeringer i natur- og vandområder.
- Udviklingsbidraget vil være med til at styrke konkurrenceevnen for danske virksomheder og forskningsmiljøer, idet de kan udvikle nye metoder og forretningsmodeller og dermed blive markedsledende inden f.eks. Power-to-X.
- Udviklingsbidraget vil sikre lokale arbejdspladser og basis for ny bosætning og dermed sikre en bedre balance på tværs af Danmark.
- Udviklingsbidraget vil muliggøre investeringer øremærket bedre velfærd lokalt.
- Udviklingsbidraget vil skabe et større incitament til at flere kommuner kommer med på vognen.
De 18 jyske borgmestre bag forslaget er
Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Mads Duedahl Region Nordjylland.