Debatindlæg bragt i Jyllandsposten 24.09.25
Af: Per Bach Laursen, formand Business Region North Denmark og borgmester i Vesthimmerlands
Kommune, Mads Duedahl, næstformand i Business Region North Denmark og regionsformand i
Region Nordjylland og Lasse Frimand Jensen, næstformand i Business Region North Denmark og
borgmester i Aalborg Kommune
Stor ros til transportminister Thomas Danielsen for at finde 2,0 mia. kr. til den nødvendige elektrificering af jernbanen mellem Vejle og Struer. Desværre er ministerens togtur stoppet, lige før toget nåede perronen.
Danielsen mangler nemlig at få den sidste del af Danmark med, så vi for alvor kan sikre, at sammenhængskraften i Danmark er intakt.
I dag er planen, at de elektrificerede tog skal have sidste stop ved Aalborg Lufthavn, og dermed vil resten af Danmark nord for Aalborg være afkoblet.
Vi opfordrer regeringen, med transportminister Thomas Danielsen i førerhuset, til at finde yderligere 2,0 mia. kr. i kassen, så vi én gang for alle kan få den planlagte elektrificering af togdriften i Danmark på plads.
Det er en god og økonomisk fornuftig beslutning.
Beregninger viser, at eltog ikke er meget dyrere end batteritog på jernbanen nord for Aalborg. Vi har før vist vejen for gode togforbindelser til glæde for borgerne. Til trods for covid-19 og en række sporspærringer er der kommet 12 pct. flere passagerer og nu 3 mio. årlige togpassagerer.
Vi er en del af EU’s “hovedfærdselsåre” mellem Skandinavien og Middelhavet og dermed en vigtig brik i at sikre kritisk infrastruktur, forsyningssikkerhed og landets sikkerhed, og der vil opstå en alvorlig sikkerhedsmæssig udfordring, hvis havnene i Hirtshals og Frederikshavn kobles af det nationale tognet.
Med det nye trusselsbillede i Europa vil jernbanen i Nordjylland få betydning i forbindelse med militære transporter.
Elektrificeringen vil have stor effekt på den grønne omstilling af passagertrafik og godstransport. Transportsektoren står for ca. en tredjedel af CO2-udslippet.
I EU-projektet ”Grøn Jyllandskorridor”, som vi laver med norske partnere, har det vist sig, at der er et potentiale for gods på bane, men det skal ske effektivt og miljørigtigt på tværs af landegrænser.
Udover at være en del af en europæisk korridor ser erhvervsdrivende jernbanen som en udviklingsdriver for hele Nordjylland. Den har således afgørende betydning for lokalisering af virksomheder og udvikling af byområder.
Nordjylland vil hænge sammen med resten af Danmark og ser sig selv som en del af jernbanens hovednet.
Korridoren fra Norge og Sverige til kontinentet betjenes godt af lastbilerne, men godstogenes miljøfordele og den stigende trængsel på de europæiske veje peger på, at vi ikke skal lægge alle æg i lastbilernes vogntog, men i stedet prioritere godstransport via jernbanen.
Aalborg Havn har allerede vist, at vi kan få godstogene tilbage. En elektrificering vil koble de store færgehavne i Hirtshals og Frederikshavn på den europæiske standard og skabe en sammenhæng uden fordyrende/bremsende teknologiskift ved Aalborg.
Etableringsudgifterne til elektrificeringen i Nordjylland vil som Ten-T-strækning kunne blive støttet med 30 pct. fra EU-midler (Trans-European Network – Transport).
EU’s formand var således ude i sin State of the Union-tale og pege på vigtigheden af jernbanerne, herunder færdiggørelse af EU’s transeuropæiske transportnetværk.
Strækningen er strategisk vigtig for international transport af varer og personer. Og det er en dansk forpligtigelse bl.a. at elektrificere med køreledninger i 2030.
Ellers skal Danmark bede om en undtagelse, ud fra at investeringen ikke er samfundsøkonomisk fornuftig. Her har ministeren jo netop vist, at han ser en samfundsmæssig fornuft i elektrificering mellem Vejle og Struer.
Konklusionen er, at der er vægtige argumenter for, at regeringen leder videre i råderummet og finder de penge, som der skal til, for at vi her i Nordjylland kan sikre en fortsat stærk godstransportkorridor, opfyldelse af forpligtigelser over for EU’s TEN-T-program, en grønnere passagertransport, fortsat erhvervsudvikling, særligt på vores havne, og opretholdelse af kritisk infrastruktur for hele Danmarks skyld.