Debatindlæg bragt i Altinget 8. juni 2021 af BRN-formandskabet
(Mogens C. Gade, Thomas Kastrup-Larsen og Ulla Astman)
Med sit udspil ”Tættere på”, har Regeringen netop taget hul på forhandlingerne om fremtiden for landets uddannelsesinstitutioner. Udspillet bunder ret beset i et prisværdigt ønske om, at unge over alt i landet skal kunne tilegne sig viden og kompetencer, og det skal være med til at puste liv i hele landets udvikling. Det er på mange måder gode tanker, som umiddelbart også vækker genklang på tværs landet og på tværs af politiske partier.
Logik fra 70’erne
Alligevel glemmer regeringen et vigtigt greb i ”udligningen” på uddannelsesområdet, som virkelig vil batte noget – ikke bare for studerende, men for innovation, arbejdspladser, udvikling og vækst i store dele af landet. Et greb, hvor regeringen for alvor får valuta for pengene i kampen for at skabe geografisk balance. De skal nemlig ikke finde én eneste krone til finansieringen. De skal blot gøre op med et fortidslevn. Det gør de ved at tage et afgørende opgør med den skæve fordeling af basisforskningsmidler mellem landets universiteter.
Vi er nødt til at påpege den strukturelle centralisering af forskning og uddannelse samt kæmpe imod forskelsbehandlingen, som det i princippet er.
Hvert år skal de danske universiteter dele 9 milliarder kroner i basisforskningsmidler. De 2 milliarder bliver fordelt ud fra forskellige objektive, gennemskuelige og resultatmæssige parametre, mens de sidste 7 milliarder bliver fordelt efter uigennemskuelige historiske privilegier, som stort set ikke har ændret sig siden 1970’erne.
Resultatet er, at de gamle universiteter i Hovedstaden får langt mere i tilskud, end de ville have fået, hvis alle basisforskningsmidlerne blev fordelt efter de moderne objektive kriterier. På trods af at alle universiteter i dag skal leve op til de samme krav om forskning og forskningsbaseret undervisning. Der er ikke nogen indlysende årsag til det. Ingen anden end – sådan har det altid været.
Vi er på ingen måde ude med riven efter hovedstadsuniversiteterne, men vi er nødt til at påpege den strukturelle centralisering af forskning og uddannelse samt kæmpe imod forskelsbehandlingen, som det i princippet er. I en verden under hastig forandring risikerer det – unødigt og yderst uhensigtsmæssigt – at bremse udviklingen og udbredelsen af banebrydende teknologier og innovative løsninger i store dele af landet.
Vigtig del af samfundet
I Nordjylland ser vi hver dag den kæmpe effekt, som Aalborg Universitet (AAU) har. De bidrager regionalt, nationalt og internationalt med forskning i verdensklasse, og vi tør ikke tænke på, hvad det ville have haft af konsekvenser for regionen, hvis ikke modet havde vundet over skepsis i 1974, hvor Aalborg Universitet blev etableret. Så ville vi ikke have haft Danmarks største satellitvirksomhed med flere hundrede ansatte placeret i Nordjylland. Og var det ikke for Aalborg Universitet, så havde elektronikgiganten Samsung aldrig besluttet sig for at samle en udviklingsafdeling i Nordjylland.
Spørger man Dansk Industris medlemmer, så er AAU Danmarks bedste universitet til at samarbejde med virksomhederne. Det samarbejde skaber vækst og udvikling i virksomhederne, mens universitetets forskere får erfaringer og indsigt til gengæld. En analyse viser, at virksomhedernes produktivitet i gennemsnit vokser 12 procent på grund af samarbejdet med AAU og mere end 80 procent af virksomhederne får styrket konkurrenceevnen markant.
Utallige familier bliver boende i Nordjylland, netop fordi AAU skaber det arbejdsliv og den fremtid for deres børn, som de ønsker. Samtidig er AAU med til at udvikle vores offentlige sektor, løse lægemanglen uden for de store byer og ikke mindst uddanne den første akademiker i rigtig mange nordjyske familier.
AAU er vokset ud af og sammen med Nordjylland, og vi er sikre på, at det netop er det tætte samarbejde med omverdenen, der er forudsætningen for, at AAU skiller sig ud som Europas bedste ingeniøruniversitet.
Det beviser med al ønskelig tydelighed, at viden hverken kan eller skal forankres ét sted.
AAU’s bemærkelsesværdige resultater sker således på trods af den nuværende tildelingsmodel. Det kan vi gøre bedre. Det bør vi gøre bedre.
Det skriger således til himlen, at vi med forskningsmidlerne centraliserer de statslige penge blot fordi, at vi ikke har fået gjort op med gamle, støvede privilegier.
Fjern særordning
Når vi stædigt fastholder en utidssvarende model fra ’70’erne, bruger vi reelt set hvert år milliarder af skattekroner på at modarbejde denne og tidligere regeringers ønske om geografisk balance, som blandt andet ses i udflytningen af statslige arbejdspladser og den mellemkommunale udligning. Det skriger således til himlen, at vi med forskningsmidlerne centraliserer de statslige penge blot fordi, at vi ikke har fået gjort op med gamle, støvede privilegier.
Med andre ord har politikerne nu en kærkommen lejlighed til at indfri et uforløst potentiale for at lade forskning komme til gavn i hele landet, og herigennem skabe nye dynamiske vækstcentre og fremme udvikling i hele landet.
Det kan de gøre – ikke ved at skabe en særordning, men ved at fjerne en. Vi skal ikke blande os i, hvordan man bedst sikrer kvaliteten af dansk forskning og uddannelse i fremtiden. Det er ikke vores bord. Men vi opfordrer kraftigt til, at man på Christiansborg bruger anledningen til at skabe en fair tildelingsmodel, honorere resultater og sikre, at viden aldrig bliver for de få.