Skip to content

Pressemeddelse udsendt 20. marts.

Formand for Business Region North Denmark, Per Bach Laursen, og hans 10 borgmester kolleger i Business Region North Denmark samt regionsrådsformand Mads Duedahl opfordrer politikerne bag forsvarsforliget til at kaste deres blikke mod Nordjylland, når man i de næste uger skal vurdere, hvordan Danmarks fremtidige indkøb af flådeskibe skal varetages i den kommende Flådeplan.

En af mulighederne som diskuteres, er at bygge skibene helt eller delvist her i Danmark, og den idé bakker de nordjyske borgmestre op.

“Samfundsøkonomisk er det en god idé, at de mange milliarder der skal investeres i nye skibe, primært bliver investeret i Danmark. Det er samtidig en mulighed for, at områder som vores vil kunne vækste og få tilført nye arbejdspladser, øge tilflytningen og det kan smitte positivt af på hele uddannelsesområdet,” siger Per Bach Laursen.

Nordjylland er i forvejen en stærk forsvarsregion, der huser Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Jægerkorpset, Militærpolitiet, flere styrelser under Forsvarsministeriet og hjemmeværnsenheder, samt en NATO-havn og Danmarks største flådestation, så der er ifølge Per Bach Laursen god synergi i, at en del af fremtidens flåde bygges i Nordjylland.

1.000 nybyggede skibe er stævnet ud fra nord

Nordjylland har en stærk tradition for skibsbygning. Det indebærer en unik kombination af maritime kompetencer, kvalificeret og erfaren arbejdskraft – samt plads. Per Bach Laursen peger på, at der gennem tiden er bygget mere end 1.000 skibe på de fem store værfter, som har hjemme i det nordjyske, heriblandt en række skibe til forsvaret.

“Det vil være ualmindelig dumt ikke at trække på de kompetencer og erfaringer, som værfterne her i Nordjylland har opbygget gennem mange år, når der skal bygges nye skibe til flåden. Det gælder også i forhold til service og vedligehold, når de er leveret, her har nordjyske skibsværfter gennem mange år leveret topklasse service til det danske forsvar,” tilføjer han.


Kvalificeret arbejdskraft koncentreret i Nordjylland

Også når det gælder kvalificeret arbejdskraft inden for det maritime område, står Nordjylland stærkt. Nordjylland beskæftiger ca. 9.000 medarbejdere inden for den maritime sektor og er den landsdel, der har ansat flest maritime smede, elektrikere og skibsmontører. Den fremtidige arbejdskraft – fra skibsingeniører til maskinmestre og håndværkere med speciale i maritime opgaver – uddannes på lokale uddannelsesinstitutioner, og man kan udvide uddannelseskapaciteten ganske betragteligt.

”Vi har en lang tradition for omskoling og efteruddannelse af medarbejdere fra andre brancher, så de kan ansættes i den maritime sektor, og vi har succes med at rekruttere og sikkerhedsgodkende udenlandsk arbejdskraft,” siger Per Bach Laursen.

Fakta:

Business Region North Denmark består af kommunerne: Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg, Hjørring, Jammerbugt, Vesthimmerland, Læsø, Thisted, Mariagerfjord, Morsø, Rebild og Region Nordjylland

Yderligere oplysninger kontakt:

Per Bach Laursen fmd. Business Region North Denmark. Telefon 20 48 87 42

Christine Lunde, sekretariatschef Business Region North Denmark. Telefon 23 32 03 32.

Privatlivs overblik

Denne hjemmeside benytter cookies, så vi kan tilbyde dig den bedst mulige brugeroplevelse. Information om cookies bliver gemt i din browser og udfører funktioner som at genkende dig når du besøger hjemmesiden igen og hjælper vores team med at se hvilke sektioner af hjemmesiden du benytter mest og i længst tid.

Du kan selv indstille på de forskellige cookies ved at kigge på de forskellige punkter i venstre side.