Skip to content

Indsatsområde

Infrastruktur

Fremtidssikring af Nordjyllands infrastruktur for erhverv og bosætning

Det er et vigtigt udgangspunkt for erhvervsudviklingen og bosætningen i Nordjylland, at varer og borgere kan bevæge sig frit på tværs af regionen. Virksomheder tør ikke etablere sig i vores del af landet, hvis de ikke kan stole på, at nødvendige råmaterialer til deres produktion kan nå frem i tide. Det er også centralt, at de færdige varer kan nå rettidigt frem til kunderne. Det samme gør sig gældende, hvis deres medarbejdere risikerer at sidde fast i kø på vej til og fra arbejde. Gode trafikale forhold og en velfungerende offentlig transport er også et vigtigt element, når nye borgere skal motiveres til at bosætte sig i Nordjylland for dermed at bidrage til udviklingen af regionen og dens erhvervsliv.

Derfor arbejder vi i BRN for at sikre en tilstrækkelig og fremtidssikret infrastruktur i form af veje, broer, tunneller og offentlig transport i vores del af landet. Her kan fx fremhæves vores indsatser med fokus på at understøtte elektrificeringen af jernbanen i Nordjylland. Elektrificeringen af denne del af vores infrastruktur halter bagud og rummer samtidig et potentiale for ikke mindst grønnere godstransport gennem regionen og til resten af Danmark. En anden indsats, som er relevant at fremhæve her, er vores arbejde med bane vejen for en optimering af vejstrækningen A26/Rute 34 fra Thisted til Herning. På denne rute har langsomt kørende trafikanter, tæt kørsel og manglende overhalingsmuligheder længe skabt risikoen for farlige situationer i trafikken.

Aktuelt har vi arbejdet indgående med at bane vejen for en tredje transportvej over Limfjorden – et projekt, der har været i nordjydernes tanker siden slut 60’erne, hvor Limfjordstunnelen blev indviet. Allerede dengang så man ind i en fremtid, hvor kapaciteten i tunnelen og på den eksisterende bro over fjorden ville blive opbrugt. Det er for længst tilfældet i dag, hvorfor vi på tværs af de Nordjyske Kommuner og Region Nordjylland glæder os over, at der nu er sikret udsigt til en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm. En anlægslov for projektet blev vedtaget d. 14. maj 2024 med projektstart i 2025.

Nordjyllands Stemme - Grafik

Om vores indsats

Vi har i BRN banet vejen for en tredje Limfjordsforbindelse ved:

  • At arbejde for fortsat bred, regional og national politisk opbakning til projektet
  • At arrangere møder med relevante politiske nøglepersoner med fokus på at understrege den store fælles nordjyske opbakning til projektet og behovet for det
  • At sikre kontinuerlig koordinering og dialog med relevante samarbejdspartnere
  • At kommunikere om behovet for forbindelsen samt den politiske opbakning til den i regional-og nationalpressen

Læs mere om den tredje Limfjordsforbindelse her.