Skip to content

Indsatsområde

Klima

Klimaforandringernes indvirkning på Nordjylland

Klimaforandringerne er vores tids største trussel mod både natur og samfund. Vi er i tiltagende grad vidne til store temperaturstigninger, ændringer i nedbørsforhold og voldsomt vejr kloden rundt. Det har konsekvenser som ulmende skovbrande, enorme oversvømmelser og ødelæggende mudderskred. Herhjemme har haver, kældre og offentlige arealer stået under vand, når flere måneders nedbør er faldet på få dage. Og beregninger viser, at havvandsstigninger kommer til at koste 43 mia. DKK årligt i Danmark alene. Der hersker ikke længere tvivl om, at det globale klima er ude af balance.

I Nordjylland kender vi eksempler fra fx Aalborg Vestby, hvor det ved skybrud eller kraftig regn over længere tid ikke er muligt at passere tørskoet under Kulturbroen. I Lønstrup på vestkysten dyster bølgerne mod klinten på daglig basis. I Hobro er en del af midtbyen i fare for at blive oversvømmet fra to sider grundet ophobning af vand i Mariagerfjord og forøget vandstand i Onsild Å. Eksemplerne på klimakonsekvenser i Nordjylland er mange, og fremadskuende analyser viser, at vi inden år 2100 også vil få problemer med ekstrem tørke og hede i vores del af verden. Tilstande, som vi aktuelt ser under varmere himmelstrøg.

Vi har i de nordjyske kommuner og Region Nordjylland givet hinanden hånd på at stå sammen i kampen mod klimaforandringerne og håndteringen af dem. Her arbejder vi aktivt med reduktionen af drivhusgasser, og vi lægger sammen grundstenene til den nødvendige klimatilpasning i form af konkrete handlinger i kommuner og region.

Klimaindsatserne på tværs af Nordjylland understøttes af det nordjyske sekretariat for Klimaalliancen; KlimaNord. Klimanord er forankret i BRN.

Nordjyllands Stemme - Grafik

Om KlimaNords indsatser 

KlimaNord arbejder for at understøtte de nordjyske kommunernes klimahåndtering ved:

  • At understøtte kommunernes egen implementering af deres DK2020-klimahandleplaner
  • At danne et fortløbende fælles overblik over alle nordjyske kommuners klimaindsatser – der skal fungere som udgangspunkt for det fremadrettede klimaarbejde
  • At koordinere klimaindsatsen gennem temagrupper for kommunalt og regionalt ansatte på tværs af Nordjylland
  • At planlægge og afvikle workshops med fokus på kommunal opkvalificering så som klimakommunikation, klimapartnerskaber samt klimaledelse
  • At planlægge og afvikle KlimaPolitisk DialogForum, hvor nordjyske politikere og embedsmænd bliver introduceret til den nyeste viden og de største dilemmaer inden for klimaindsatsen
  • At arbejde med implementeringen af den fælles strategiske energiplan for Nordjylland; GEN2040

For yderligere oplysninger – kontakt KlimaNord