Klima og grøn omstilling

Nordjylland skruer op for samarbejdet og ned for temperaturen

Verden står foran en massiv klimakrise, som kræver noget af os alle. I Nordjylland går vi sammen om løsningerne og maksimerer regionens grønne aftryk.

11. juni 2021

Globale temperaturstigninger, smeltende gletchere og vandmasser og orkaner, der ommøblerer landskabet. Det er sandsynligvis sådan nogle billeder, du får på nethinden, når du hører ordet klimaforandringer.

Når du så tænker på klimaløsninger, tænker du så kommunale og regionale strategier og offentlig-private samarbejder? Måske, men højst sandsynligt ikke før elbiler, vindmøller og en plantebaseret hakkebøf har passeret dit indre lysbilledshow.

Men tingene har det sjovt nok med at hænge sammen. Udrulning af ladestandere til elbiler eller opførelse af vindmøller sker i stor udstrækning som led i offentlige strategier og i samarbejde med private investorer og virksomheder – bare for at komme med et eksempel.

Løsningerne kommer ikke af sig selv. Heller ikke når det kommer til at tackle klimaudfordringerne. Det ved vi godt i Nordjylland. Derfor er de nordjyske kommuner, regionen, erhvervslivet, videns- og forskningsinstitutioner og erhvervsfremmeaktører rykket endnu tættere sammen på klimaområdet de seneste år.

"Ved at styrke samarbejdet på tværs af regionen, bliver vi i stand til at kunne trække på en bred palette af viden og erfaringer".
Peter Brandt Larsen, Thisted Kommune

Det er også grundtanken i Den Fælles Nordjyske Klimaambition, som i skrivende stund afventer tilslutning fra de nordjyske kommunalbestyrelser og regionsrådet. Klimaambitionen skal nemlig bidrage til større sammenhæng mellem de fælles, nordjyske indsatser og sætte et endnu mere markant grønt, nordjysk aftryk. Igennem et styrket, progressivt samarbejde sætter vi dermed en fælles retning for hele Nordjylland, for at det batter noget på klimakontoen.

Fællesskab giver mod 
Det, at vi samarbejder på kryds og tværs i Nordjylland, er efterhånden velkendt og næppe noget, der i sig selv får de gule ’BREAKING”-bjælker til at blinke – men det burde det måske? For når vi går sammen, har vi modet til at sætte de mest ambitiøse mål og det stålsatte engagement til at gøre målene til virkelighed.

Den tendens oplever man også blandt aktørerne på de mange fælles indsatser. Blandt andet hos Grøn Energi Nordjylland 2040, der er et samarbejde mellem alle de nordjyske kommuner og Regionen.

Her er man ved at omsætte en højtflyvende ambition om et Nordjylland, der er selvforsynende med vedvarende energi i 2040 til en konkret strategisk energiplan. En plan for et integreret energi- og transportsystem for hele Nordjylland.

- Vi kigger ind i en tid, hvor der er stort fokus på at koble sektorer sammen og få alle elementer på energiområdet til at spille sammen – el, varme, gas, transport og meget mere. Det er vi nødt til, for at gøre den grønne omstilling til virkelighed, fortæller projektleder for Grøn Energi Nordjylland 2040, Mette Høj Ravnborg. Hun vurderer, at det kommer til at kræve noget af alle.

- I Nordjylland har vi allerede sat gang i benarbejdet, for det er ikke en udvikling, der sker hen over natten. Derfor er vi også nødt til at bringe alle aktører i spil – erhvervsliv, forsyningsselskaber, uddannelsesinstitutioner, Regionen og ikke mindst kommunerne, som er myndighed for planlægningen af fremtidens energianlæg, siger hun.

At gøre mål til virkelighed er også en grundpille i de kommunale klimahandlingsplaner, som samtlige nordjyske kommuner skal udarbejde de kommende år. I 2020 har alle nordjyske kommuner og Region Nordjylland nemlig meldt sig ind i det landsdækkende partnerskab DK2020, hvor hver kommune efter internationale ’best practice’-standarder udformer egen plan med konkrete handlinger, som skal nedbringe udledning af drivhusgasser.

”Hver egn har sine styrkepositioner og kompetencer forankret i stærke lokale virksomheder og stedbundne ressourcer, som kan bringes i spil"
Michael Stie Laugesen, Green Hub Denmark

Den grønne vækst er i fuld gang  
For Nordjylland handler de grønne indsatser også om at gøre den grønne omstilling til vækst for erhvervslivet. Og netop de nordjyske virksomheder er også tiltænkt en hovedrolle i de grønne bestræbelser. Som en grøn ’driver’ skal det offentlige nemlig skabe ringe i vandet gennem samarbejde og partnerskaber med det private.

Noget tyder på, at de nordjyske virksomheder allerede har købt ind på at have en fremtrædende rolle i den grønne omstilling. En opgørelse fra Erhvervsstyrelsen i 2020 viste nemlig, at Nordjylland med en vækst på 37 pct. i omsætningen inden for grønne varer og tjenester i årene 2015-2019 er den region i Danmark med størst procentvis vækst.
 

Udvikling i grøn omsætning i perioden 2015-2019
Kilde: Regionalt.statistikbank.dk


Nordjylland som grøn spirekasse 
Derfor ser man i dag også en bred kreds af aktører finde sammen på tværs af sektorer– blandt andet i samarbejdsplatformen Green Hub Denmark.

- Igennem Green Hub Denmark samarbejder en række offentlige og private interessenter for, at Nordjylland positioneres som stedet, hvor de grønne løsninger udvikles, testes og demonstreres. Det er både med henblik på vækst og beskæftigelse, fremvisning af grønne teknologier og tiltrække investeringer, fortæller Michael Stie Laugesen, projektleder for Green Hub Denmark.

I 2020 blev hele Nordjylland gennem BRN en del af samarbejdet. Det er der store perspektiver i for hele regionen.

- Ved at styrke samarbejdet på tværs af regionen, bliver vi i stand til at kunne trække på en bred palette af viden og erfaringer. Det giver os alle et langt bedre afsæt for at kunne drøfte og tilbyde innovative grønne løsninger af høj kvalitet, siger Peter Brandt Larsen, erhvervskonsulent i Thisted Kommune.

Netop den brede forankring ser Michael Stie Laugesen som en stor styrke. Overalt i Nordjylland ser han nemlig store potentialer, som kan være med til at give nordjysk erhvervsliv en stærk konkurrencefordel.

- Hver egn har sine styrkepositioner og kompetencer forankret i stærke lokale virksomheder og stedbundne ressourcer, som kan bringes i spil – uanset om det er bølgekraft i Hanstholm, store varmepumper til fjernvarmen i Frederikshavn, biogas i Hjørring, vindmøller i Thy, en ressourcepark i Aalborg eller Power-2-X i Hobro. Derfor arbejder vi i Green Hub Denmark for koordinering, samarbejde og grøn udvikling på tværs af Nordjylland, siger han.

-------------------------------------------


Artiklen er udarbejdet i forbindelse med BRN's Årsrapport 2020

Læs årsrapporten her